ORGLET

Orglet

I forbindelse med den seneste restaurering fik kirken et nyt Frobenious-orgel på 16 stemmer, fordelt på to manualer og pedal. På grund af den ringe plads er orglet i to etager, og orgelbyggeren har måttet bruge al sin snilde for at få plads til piberne i det lille orgelhus. Med den valgte disposition er orglet særdeles velegnet til barokmusik, men det yder også den nyere danske orgelmusik fuld retfærdighed.

 

Orglet kaldes både instrumenternes dronning og af andre instrumenternes konge. Det er klart det mest komplekse og største instrument, der findes. I sin nuværende form har det eksisteret siden 1400-tallet, men allerede fra det 8. århundrede var en tidligere form i brug i kirker. Den tidligste forfader til orglet er det såkaldte ”Vandorgel”. Det blev opfundet i år 200 f. Kr af Ktesibios i Alexandria. Ved hjælp af vandets kraft, blev der skabt en luftstrøm som blev sendt igennem pipper, som derved spillede.