DØBEFONTEN

Løve dans

artikel af Troels Tejlgaard, Gjøl 2017

En muntert-alvorlig døbefont

Elsted kirkes døbefont har fire løver i ringdans, de pjatter rundt efter hinanden, men se blot hvor
alvorlige de er i ansigterne. Jeg siger med vilje ansigterne, ikke fjæsene. Det er menneskeansigter
mere end løvehoveder. Læsere af kirkebladet træffer én af dem på side 2, hver gang de åbner bladet.
Og den skal jeg nu fortælle lidt om. Og dens tre brødre, Og alle de andre løvefonte i Østjylland. For
det er specielt her, de findes – løvefontene, 175 i alt. De er fra 1100-tallet, nogle er måske ældre.
Og hvad har løver så lige at gøre på en døbefont? Hvad er meningen? Hvad er løven symbol på? Og
svaret er klart og tydeligt: Meningen er gået tabt, vi ved det ikke. Symbolikken er glemt, for det er
så længe siden. Hvad husker du ellers af, hvad der skete for tusind år siden? Vi kan kun gætte os til
meningen, og jeg vil gætte lystigt løs:

Horror vacui

Horror vacui betyder ”Angsten for det tomme rum”, og man benytter udtrykket, når en billedmager
absolut vil fylde hele den flade ud, som er til rådighed. På gamle kalkmalerier kan de tomme flader
mellem figurerne være fyldt ud med stjerner eller planteslyng. På stenbilleder kan fladerne fyldes
ud med bladranker (Livets træ!) eller, hvis det er et løvebillede, med en stor haledusk. Og da fladens
tomme rum ved en løve opstår over løvens ryg, så bliver løvens hale ofte vredet op på ryggen, så
den store dusk kan brede sig dér. Halen kan føres bagud op: En højt løftet hale, eller den kan føres
mellem bagbenene op langs flanken og så brede sig til begge sider, næsten som et ornament eller en
plante.

I Elsted kirke har stenmesteren lidt af horror vacui, angst for det tomme rum. Han har omhyggeligt
fyldt hele fladen på døbefonten ud, og derfor bliver studiet af løver også et studium i flotte
haleduske.

Kristus eller Djævelen?

Men hvorfor afbildes der overhovedet løver i kristne kirker?

Kirkens billeder er næsten altid inspireret af bibelens billeder og udtryk. I biblen er løven nævnt
mange gange som symbol. Det forvirrende er bare, at den kan være symbol både på Kristus og på
Djævelen. Man må ud fra sammenhængen afgøre, om løven skal opfattes som god eller ond. Tag en
tur til Todbjerg og se på den tilmurede norddør. På overliggeren, tympanon, ser løverne rimeligt
fredelige ud, men det er kun fordi de pacificeres af den mand, der står imellem dem og holder dem i
kvælertag i deres struber. Manden er enten profeten ”Daniel i løvekulen” – og så er han et symbol
på Kristus – eller også er det et billede af Kristus, der har besejret Djævelen.

I 1. Peterbrev 5,8 står der: Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som
en brølende løve og leder efter nogen at sluge.

Men i Johannes Åbenbaring 5,5 står der: Græd ikke! For Løven af Judas stamme, Davids rodskud,
har sejret, så han kan åbne bogen og dens syv segl. Davids rodskud, der er Jesus Kristus, for hans
far Josef var af ”Davids hus og slægt” og kom fra Judas’ stamme.

Der kunne nævnes seks andre løve-steder i Det Nye Testamente, men disse to er nok til at illustrere
dobbeltheden: En løve symboliserer enten Kristus eller Djævelen.

Physiologus, ”Den naturkyndige”.

Der findes en ældgammel lærebog i naturhistorie fra omk. år 200, Physiologus. Om løven oplyser
denne bog tre ejendommeligheder:

1) Den udvisker sine spor med halen, så jægeren ikke kan spore
den. Således også Jesus, der skjulte sin guddommelighed og blev menneske blandt mennesker.

2) Videre fortæller bogen, at når løven sover i sin hule, er den dog snarest vågen, for dens øjne
forbliver åbne. Således sov Kristi legeme på korset, men hans guddomsmagt vågede siddende ved
Guds højre side.

3) Endelig er løvens tredje ejendommelighed den, at løvinden føder sin unge død,
men på tredje dag kommer faderen og puster den i ansigtet, hvorved den vækkes til live. Således har
også Gud fader vakt sin søn Jesus Kristus fra døden.

Denne beskrivelse af løver har naturligvis ikke hold i moderne naturvidenskab, men den var, hvad
1100-tallets stenmestre havde af kilder til deres stenbilleder. På kirkebyggeriets tid var der meget få
mennesker i Danmark, der havde set en løve, ja i hele Europa var der næppe ret mange mennesker,
der kendte dyret af selvsyn. Forfatteren til Physiologus lod sig fortælle om løven af folk, der påstod
at have set den. Og hvem kunne have set løver andre end søfolk på sejlads langs med Afrikas
kyster? Og med søfolks skrøner som sandhedskriterium har de gamle zoologer beskrevet løvens
udseende og levemåde.
I alle tilfælde er løven et magtfuldt dyr. Det er elementært et flot dyr med manke og haledusk og
tænder og tunge og kløer og muskler. Vore stenmestre må have elsket det dyr.

Malede stenbilleder

Hvis vi sammenligner Elsted løvefont med de andre løvefonte i Østjylland, vil en lokalpatriot
hurtigt blive skuffet: De fire løver på fonten er ikke særligt fuldendte. Men fortvivl ikke! For
opstillingen af fire løver i ringdans er ualmindelig. Som regel er løver på andre fonte anbragt to og
to med fælles hoved – ofte et menneskehoved. Men her er der fire ansigter, der er smukt fremhævet.
(Og det gav problemer, da jeg lavede gnubbebilledet af løverne på et fladt stykke mønsterpapir.)
Ben, kløer og fødder har sine mangler, men heller ikke nu skal man fortvivle, for det har sin
forklaring.

Alle stenbilleder i alle kirker har været bemalet, alle. Døbefonte, indgangsportaler, alt. Også
Jellingestenen. Hvad der mangler af huggede detaljer er påført med maling. Og så har løverne og alt
det andet kunnet ses. Det har været flot i rødt, gult, sort, grønt, hvidt og blåt, rigtigt farvestrålende.
Men i 1800-tallets begyndelse fik de lærde den fejlagtige opfattelse, at disse farver var påført længe
efter at billederne var huggede, farverne var ikke ”oprindelige”, og derfor skulle de fjernes, for at
det oprindelige kunne komme frem. Og man fjernede farverne over hele Europa. Tænk, hvad der er
gået tabt!

Hvor jeg ved det fra? Jo, enkelte steder er der bevaret farverester. F.eks. har døbefonte nogle steder
stået så tæt op ad en mur, at man ikke kunne rense dem helt på mursiden. Det nærmeste eksempel
finder du i Lisbjerg kirke. Tag derover, og føl efter på døbefonten ind mod væggen.

Sommetider er granitbilleder blevet dækket af ler-puds for at give plads til malerier ovenpå. Det
gjorde man nogle steder i Frankrig under revolutionen for at redde stenbillederne på de store flotte
indgangsportaler i domkirkerne fra skamfering. Og hvor man senere i 1800-tallet har fjernet denne
puds, har man fundet de oprindelige farver. Og de er oprindelige. Det har været Elsted-mesterens
redning, for hans billeder er meget svære at tyde nu. Måske er symbolikken fremgået af farverne,
men som løverne står nu, er der kun tilbage at glæde sig over deres ringdans. Jeg ser dem som
positive kristussymboler, livgivere. I gammel tid stod døbefonten fyldt med vand året rundt. Det
blev udskiftet én gang om året. Og det lille barn blev dyppet helt under vand tre gange til død og
løftet op tre gange til liv. Det har krævet et godt helbred at blive døbt, især om vinteren. Og de tre
ejendommeligheder ved løver kan godt pege i retning af dåb. Omgivet af Kristus i alle
verdenshjørner overlever barnet barsel nummer to, den ind i det kristne liv.