LITTERATURKREDSEN

Litteraturkredsen

 

Der er en lang tradition for, at Elsted sogn afholder litteraturkreds med et varieret bogudvalg på programmet. Vi mødes i Elsted sognegård seks gange årligt – tre gange i efteråret og tre gange i foråret.

 

Efteråret 2026 er planlagt således:

 

Torsdag d. 24. september kl. 19:30
Vi mødes om "Skyggen foran mig" skrevet af Kim Fupz Aakeson. Bogen har i sommeren 2026 vundet DR Romanprisen. 

 

En mand bliver løsladt efter mange år i fængsel. Han flytter ind hos en gammel ven. Han er som et barn, uden pas, uden sundhedskort, uden NemID. Det eneste, han har, er en ide om at gå. Langt. Hele vejen til Verdens Ende.


Torsdag d. 22. oktober kl. 19:30
Vi mødes om "En skærsommernatsdrøm" af William Shakespeare.

 

Så blev det skærsommer! "Den del af sommeren, hvor dagene er klarest (skærest), lysest, længst", forklarer ordbogen. Og den tid på året, hvor man kan opleve de smukkeste nætter. Shakespeare brugte sommernattens smil som tema for sit magiske kærlighedseventyr, "En skærsommernatsdrøm". Flere hundrede år senere skrev Mendelssohn musik til skuespillet. Den slidstærke historie om kærlighedens trængsler udspiller sig i en eventyrskov nær det klassiske Athen og leger, ganske som teatret selv, med forholdet mellem virkelighed og illusion.

 

Kan man knap vente med at gennemgå stykket, kan man altid lytte til Mendelssohns udgave af En skærsommernatsdrøm – den med den berømte bryllupsmarch

 

Vores gode kirkesanger, Emma, studerer litteraturhistorie og især studerer hun Shakespeare. Emma har lovet at komme og føre os igennem Shakespeares sommernatsdrøm.


Torsdag d. 26. november kl. 19:30
Vi mødes om Alex Schulmanns "Overleverne".

 

Tre voksne brødre er sammen kørt op gennem Sverige til den ødegård, hvor de har tilbragt alle deres barndoms somre. Det er første gang i tyve år, de er tilbage. Med sig har de deres mors aske, som de vil sprede ved stedet.

Som børn legede de frit på klipperne omkring det lille hus, badede i søen og gik på opdagelse i skoven. Men der skete noget, som gjorde, at de aldrig tog tilbage. Noget, de aldrig har talt om. De tre brødre har meget forskellige erindringer om den sidste skelsættende sommer, om deres forældre, og om det, der fik alt til at gå i stykker.

Overleverne er en foruroligende og rørende roman om at genopleve sin barndom som voksen, forstå sin familie og de hændelser, man er formet af.

 


Enhver, der har lyst til at læse med, er velkommen! Hvis man blot vil møde op og få inspiration til læsestof, er man også velkommen.

 

 


God læselyst!