Her i februar kan verden virke helt gråt i gråt. Man kan på de tågede dage kun se gråt. Alle konjunkturer og farver fortoner sig, man mister helt overblikket, for alt er bare gråt.

Når jeg har været ude at køre, så bliver tågen endnu mere uoverskueligt i bilens høje lys, for det eneste lyset afslører er mere af den grå masse, der ligger som et tæppe man ikke kan flytte, uanset hvor meget man skubber til det.

Ja faktisk er det lettere at orientere sig, når man holder op med at bruge bilens høje lys. Det er som om, at det mindre nærlys på bilen kun oplyser det relevante. Farten må selvfølgelig justeres derefter, så man kan nå at stoppe op, hvis man skulle få øje på noget der ikke skal køres over. For verden bliver nogle gange lettere at overskue, når det vi orientere os i, bliver mindre.

Sådan er det også i vinterens mørke, hvor nogen længselsfuldt tæller minutterne og kan konstatere, at nu er der lige over en time mere, fra solopgang til solnedgang, end da dagene var kortest. Men der er mange dage hvor det stadig føles gråt i gråt.

For der er så meget gråt at solen ikke kan fjerne de grå skyer som hænger på himlen, og indimellem lægger de sig helt ned over os alle som tåge.

Når vi ser på livet, så kender vi også de grå dage, de kedelige dage, dage hvor glæden ikke rigtig kan få tag i os. Og når vi kommer med de store lys, så skinner det kun ind i alt det grå, og ens eget følelsesliv bliver endnu mere uoverskueligt. Men hvis man sætter fokus på lidt af alt det triste og grå, og bevæger os igennem det, så har triste tanker det med at lette, ligesom tågen også letter, eller man når ud på den anden side af en tågebanke.

Det er meget lettere sagt end gjort, men når ens verden ligger i tåge, så bliver det vi kan se overskueligt og for en stund er det mest fornuftige at bevæge sig stille og roligt, og ikke haste sig fremad. Så en opfordring til tage det med ro både i trafikken og i livet.

Loa Skovgaard Vibe Christensen