Du danske sommer, jeg elsker dig,

skønt du så ofte har sveget mig.

Sådan skrev Thøger Larsen for mere end 100 år siden, men digtet "Sommervise" passer sådan set stadig på den danske sommer.

I år har jeg oplevet blæst, som man forbinder med efteråret og vinter. Sommeren har også budt på regn i spandevis, og en dag jeg skulle cykle ind til midtbyen, en tur på omkring 12 km, så føltes det som en virkelig dårlig ide. Jeg var gennemblødt, og måtte sidde i Domkirken og derefter til stævne, mens jeg tørrede henover de næste mange timer.

Jeg er blevet vækket af tordenvejr, der har oplyst den mørke sommernattehimmel. Og på stranden er der stadig nøgenhed, helt som det plejer at være.

Ja, der er noget betrykkende ved, i en hastigt forandrende verden hvor nyhedsstrømmen kalder bekymringsrynker frem på mange, at der stadig er meget i vores nærhed, som ligner sig selv. Sommeren er stadig lunefuld, ikke rigtig til at forudsige. Solen kan skinne nok så smukt når man tager afsted, med sommerhat eller kasket, korte bukser, t-shirt eller en let sommerkjole. Og er man heldig, så er det først på vejen hjem, at himlen bliver så mørk. Jeg undrer mig over, hvor hurtigt sådan en sky kan samle sig, og så slippe utrolige mængder af vand på ingen tid, og indimellem krydret med torden og lyn af en anden verden. 

Mine tanker ledes straks i retningen af barndommens fortællinger om guden Thor, med sin vogn trukket af gederne Tandgnost og Tandgrisner. For jeg må sande, at det er først når jeg ser de store sommerlyn, jeg forstår hvor stor Thor egentlig har været i asedyrkernes forestillingen. 

Hver lyn er blot et hovslag fra en guds ged, hvor stor må så geden ikke være, og guden som kører vognen, ja han må jo så være endnu større, helt ufatteligt stor. Jeg kan ikke forestille mig hvor stor guden må være. På samme måde kan jeg have det med verden, både den brager med det vildeste vejr og det dejligste varme sommervejr med en kølig brise, og i al dens forskellighed kan vi forhåbentlig stadig håndtere.