DÅBSKLUDEN

Dåbskluden

I efteråret 2016 fik hospice- og sognepræst i Thorsager, Bregnet og Feldballe sogne, Ann Maj Lorenzen, ideen om dåbskluden. Dåbskluden er en strikket råhvid/hvid klud med et kristent motiv, som ligger på døbefonten i kirken, når der er dåb – og bruges til at tørre vandet af den døbtes hoved. Dåbskluden er et alternativ til de gængse stof- eller papirservietter, som man ”normalt” ser præsten benytte ifm. dåben. Udover at dåbskluden har en reel praktisk funktion, er den samtidig også et særligt minde om dåbsdagen og ikke mindst en påmindelse om dåbens betydning, da dåbsfamilien får kluden med sig hjem efter gudstjenesten.

Ann Maj Lorenzen har udviklet en række strikkemønstre til dåbskluden – og sidenhen er der også blevet udarbejdet hæklemønstre. I dag har dåbskludsinitiativet bredt sig til hele landet – og der findes nu ca. 360 kirker, som strikker og hækler dåbsklude. Når så mange kirker har taget idéen til sig, handler det ikke blot om, at dåbskluden vedrører selve dåbshandlingen, men også at det giver mulighed for at skabe et rum for diakoni og fællesskab. Mange steder mødes man også for at strikke og hækle dåbsklude, hvilket også er muligt her i Elsted sogn.

Hvad gør vi i Elsted sogn?

Sognets præster og menighedsråd bakker op om dåbsklude-initiativet – og har derfor besluttet at sørge for garn og opskrifter til de, der gerne vil strikke/hækle dåbsklude til sognets dåbsbørn. I sognet har vi ca. 50-60 dåb om året. I efteråret 2017 har vi fået opbygget et ”lager” af dåbsklude, og søndag d. 14. januar 2018 tog vi de første dåbsklude i brug.

I skrivende stund har vi allerede flere dåbskludsstrikkere i sognet – og der skal lyde en STOR tak til jer, men vi byder nye dåbskludsstrikkere og -hæklere meget velkommen

Har du lyst til at være med?

Vi har udarbejdet en række strikke- og hæklekits med opskrifter og garn, som kan fås ved henvendelse på kirkekontoret. Du skal dog selv stille strikkepinde/hæklenåle i størrelse 2,5 eller 3,0 til rådighed.

Om du vil sidde hjemme og strikke/hækle dåbsklude, eller om du vil strikke/hækle dem i vores hyggelige Nørkleklub, er helt op til dig. Men du er meget velkommen i Nørkleklubben – og her er altid kaffe på kanden og lidt godt til ganen. Vi mødes hver anden torsdag kl. 14.00-16.00 i ulige uger i Elsted sognegård. Læs mere om Nørkleklubben her.

Når du har strikket en eller flere dåbsklude færdig, bedes du aflevere dem på kontoret til kordegn Jette Lykke Thomsen. Her kan du også få udleveret mere garn, hvis du er løbet tør.

Hvis du vil vide mere

Du kan finde mere information om dåbskluden på www.daabskluden.dk eller blive inspireret i Facebook-gruppen ”Vi strikker dåbsklude”, hvor dåbsklude-strikkere/hæklere fra hele landet deler erfaringer m.m. Du er også meget velkommen til at komme forbi kirkekontoret og se eksempler på dåbsklude og tage en snak med kordegn Jette Lykke Thomsen.

Læs eller download artiklen “Dåbskluden – et minde til dåbsbarnet” fra kirkebladet for 3. kvartal 2018, hvor du bl.a. kan få et indblik i, hvad det vil sige at være dåbskludestrikker i Elsted Sogn, og hvordan dåbskluden er blevet taget imod af dåbsfamilierne.

Dåbskluden

Et minde til dåbsbarnet

Artikel af Christina Raakjær Værge, kordegn

I august 2017 lancerede vi initiativet ”Dåbskluden” her i Elsted Sogn. Oprindeligt er dåbskluden et initiativ startet af sognepræst Ann Maj Lorenzen fra Thorsager, Bregnet og Feldballe sogne. Kort fortalt er dåbskluden en strikket råhvid/hvid klud med et kristent motiv, som ligger på døbefonten i kirken, når der er dåb. Den bruges til at tørre vandet af den døbtes hoved. Dåbskluden er et alternativ til de gængse stof- eller papirservietter, som man ”normalt” ser præsten benytte ifm. dåben. Udover at dåbskluden har en reel praktisk funktion, er den samtidig også et særligt minde om dåbsdagen og ikke mindst en påmindelse om dåbens betydning, da dåbsfamilien får kluden med sig hjem efter gudstjenesten.


GOD KERNE AF TROFASTE STRIKKERE
Dåbskludeinitiativet har fået en rigtig god modtagelse, og vi har derfor nu en god gruppe af kvinder, der frivilligt strikker dåbsklude til dåbsbørnene her i sognet. Nogle af de frivillige kommer fast i Nørkleklubben, mens andre sidder hjemme og strikker. Det er helt op til den enkelte, hvordan man ønsker at gøre det. Effektiviteten er høj blandt vores frivillige dåbskludestrikkere, hvorfor vi allerede har et godt lager af dåbsklude, som vi kan give til kommende dåbsbørn i Elsted Sogn. Det er skønt! Der skal på redaktionens vegne lyde en STOR tak for opbakningen og engagementet. Vi byder også nye dåbskludsstrikkere meget velkomne.


AT STRIKKE DÅBSKLUDE
For at få et større indblik i at strikke dåbsklude har jeg talt med en af sognets trofaste dåbskludestrikkere, som i denne sammenhæng ønsker at være anonym. Hun forklarer mig, at hun ved et arrangement i august 2017 falder i snak med sognepræst Iben Vinther Nordestgaard, som fortæller om dåbskludeinitiativet: ”Jeg synes, det lød som et rigtig fint initiativ, hvilket gjorde, at jeg fik lyst til at gå i gang med at strikke dåbsklude, selvom jeg på det tidspunkt ikke havde strikket i 40 år. Jeg spekulerede på, om jeg mon kunne huske, hvordan man strikker?” Men det kunne hun i den grad. I dag har hun strikket over 52 dåbsklude, – og som hun siger med et smil: ”Jeg kan faktisk en af opskrifterne udenad. Det er den dåbsklud med et stort kors som symbol. Det er i min optik det vigtigste kristne symbol, – og jeg holder meget af at strikke netop denne dåbsklud”. Hun har endda sat sit eget præg på de dåbsklude, hun strikker, i form af en anden kant på kluden: ”Jeg har ændret lidt på kanten, så den dels bliver lidt bredere, dels får det, der kaldes en kant med dobbelt perlestrik. Jeg synes, det giver dåbskluden et bedre udtryk”, fortæller hun ydmygt. Og her kan jeg kun give hende ret. Dåbskluden får et rigtig fint udtryk. Selvom hun ikke har strikket i 40 år, har det været en rigtig god oplevelse for hende at komme i gang med at strikke igen: ”Jeg nyder at sidde og strikke dåbsklude, mens jeg hører god musik. Det er hyggeligt. Det er desuden et nemt håndarbejde at sidde med, da det nemt kan pakkes væk, hvis man får besøg”.



AT GIVE OG MODTAGE DÅBSKLUDE
Søndag d. 14. januar 2018 blev de første dåbsklude officielt taget i brug her i Elsted Sogn. To små piger blev døbt ved denne gudstjeneste. De fik tørret deres hoveder med hver deres dåbsklud, som de fik med sig hjem som et minde fra deres dåbsdag i Elsted Kirke. At dåbskludene nu er blevet taget i brug har været til stor glæde for vores frivillige dåbskludestrikkere. Ovennævnte dåbskludestrikker fortæller bl.a. således: ”Jeg var i kirke en søndag, hvor to drenge blev døbt. Her så jeg, at Iben brugte dåbskludene, og at dåbsfamilierne fik dem efter dåben. Det var dejligt at se, hvor glade de blev”. En af dåbskludestrikkerne fra Nørkleklubben udbryder begejstret, da jeg en eftermiddag i Nørkleklubben fortæller, at dåbskludene skal tages i brug: ”Ej så skal jeg da op at se reaktionen fra dåbsfamilien”.

En anden fortsætter: ”Det er den mest fantastiske idé at kunne give dette lille minde til dåbsbarnet” Det er dog ikke kun de frivillige dåbskludestrikkere, der sætter pris på, at dåbskludene er taget i brug. Det gør dåbsfamilierne, som modtager dåbskludene i høj grad også. Et forældrepar til et dåbsbarn skriver bl.a. følgende: ”Vi synes, det er en rigtig flot gestus og værdsætter, at nogle vil lave så fint et frivilligt arbejde. For os betyder dåbsdagen meget, og dåbskluden er et rigtig dejligt minde, om vores perfekte dag og fejring af vores søn. Vi har desuden i sinde at få syet navn og dåbsdato i kluden.”


VIL DU I GANG MED AT STRIKKE DÅBSKLUDE?

Kontakt kordegn Christina Raakjær Værge på tlf. 4012 1065 eller elsted.sogn@km.dk for at høre nærmere. Du kan også komme forbi i kirkekontorets åbningstid eller dukke op en torsdag eftermiddag i Nørkleklubben.

Hent artiklen som PDF

Læs mere